Malingsbeskyttelsesfilm kommer i ruller af klar-til-brug materiale. Den består af flere forskellige lag med hver sin funktion.
På bunden er en release liner, der beskytter de andre lag og holder dem rene indtil installationen. Når det er tid til at påføre filmen, fjernes foringen og kasseres.
I midten er et lag akrylklæbemiddel ca. 1,6 mils tykt (0.040 mm). Klæbemidlet binder PPF til klarlakken, men er designet til at klæbe til at forblive fastgjort til filmen, hvilket gør den 100% aftagelig uden at beskadige eller permanent ændre malingen.
Det virkelige arbejde udføres af urethanlaget, den tykkeste del af filmen på omkring 6 mils (0.152 mm).
Når en sten flyver ind i bilen, vil den komme i kontakt med en takket kant eller et punkt, hvorved hele anslagsenergien fokuseres på et meget lille område. Maling til biler er tynd og ikke særlig fleksibel, så den vil revne og til sidst flise væk. Et par års kørsel vil sætte snesevis af disse på alt, der er udsat for luftstrømmen - forkofanger, skærme, motorhjelm, vippepaneler osv.
Når først dette sker, vil malingen aldrig være perfekt igen. Du kan udbedre de afhuggede områder og påføre den klare lak igen, og med nok polering vil malingen se godt ud fra enhver rimelig afstand. Men efter en vis mængde er det mere økonomisk at male hele panelet om, og det er allerede dyrt.
Når du har påført PPF, vil urethanlaget bøje sig, når det påvirkes, absorbere noget af kraften og sprede resten ud på et meget bredere område, og derved spare malingen.
Endelig har moderne PPF-produkter et tyndt klart lag omkring {{0}},5 mils tykt (0,013 mm), som forsegler og beskytter urethanlaget mod forurenende stoffer.
Urethan er porøst i sig selv og vil, hvis det udsættes for miljøet, fange mikroskopiske partikler fra vejen, som vil misfarve filmen over tid. Derfor bliver ældre eller billigere PPF-produkter gule efter nogle år.
Toplaget er modstandsdygtigt over for UV, oxidation og en række luftbårne kemikalier og forurenende stoffer.